Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Lagotto Romagnolo er en mellemstor venlig hund, der nemt trives sammen med andre hunde.  Den knytter sig meget til sin ejer og sin familie og den elsker børn, hvis de behandler den ordentligt. Den et rigtigt ”nussehoved”, som ynder at blive kløet og kælet med. Den præges hurtigt af sin familie.

En lagotto er meget opmærksom. Den ser straks, hvis noget ikke er, som det plejer og reagerer på det, men gøer ellers kun meget lidt. Den vil være med og måske markere, hvis der kommer fremmede, men den accepterer hurtigt deres tilstedeværelse. Det er kærlig og social hund, en kærlig ledsager og ofte en opmærksom vagthund.

En lagotto er en intelligent hund, som er let at træne. Som trøffelhund er det naturligt for lagottoen at arbejde med sin næse (spor, o.a.), men mange lagottoer trives også godt på agilitybanen. På trods af at nogle er af den mening, at lagottoens jagtinstikter er bortavlet, findes der en del eksempler på, at lagottoen er en fortrinlig jagthund. Hvis den er velafbalanceret er den rolig og lærevillig og så der er stort set ingen grænser for, hvad en Lagotto kan trænes til.

Lagottoen har et rustikt udseende og er en robust bygget hund. Pelsen er tæt og krøllet og fælder ikke og dermed en ideel hund for personer med allergier, som i mange tilfælde tåler den*. Pelsplejen må dog ikke forsømmes, men den er overkommelig, hvis pelsen bliver gået jævnligt efter for frø og andet, som bør fjernes og  pelsen kan børstes  igennem en gang om mdr. for at fjerne filtret. Det bedste er dog at holde pelsen fri for filtre uden art børste, da børstning kan ødelægge pelsens struktur. Desuden skal en lagotto med jævne mellemrum vaskes og klippes.- Læs evt. mere under emnet ”Pelspleje”.

* Der tales om allergivenlige racer, men nedenstående artikel fra Dansk Lagotto Klubs medlemsblad, Lagottoposten, bragte i november 2018 nedenstående artikel:



Allergivenlige hunderacer – myte eller sandhed?

Ved Sanne Christensen, formand for sundhedsudvalget.

Ultimo september i år var jeg til DKK-træf på Askov højskole. Træffet er for bestyrelsesmedlemmer af specialklubber under DKK.

Dyrlæge Helle Friis Proschowsky fra DKK holdt et foredrag om hunderacers opståen og kom blandt andet ind på hvorvidt der findes hunderacer, som er særligt egnede for mennesker med allergi. Altså særligt allergivenlige hunderacer.

Hun fortalte at al nyere forskning peger på, at det er en myte, at nogle racer er ”allergifri” eller ”allergivenlige”. Hos hunde har man fundet mindst 6 forskellige stoffer, der kan fremkalde allergi hos mennesker (allergener). De kaldes Can f1, Can f2 osv. op til Can f6.

Disse allergener sidder IKKE i hår/pels, men i hudskæl og spyt. Desuden har man fundet allergenet Can f5 i urin fra intakte (u kastrerede) hanhunde.

ALLE hunde afsondrer (afgiver) de 6 allergener, men i forskelligt forhold og koncentration. Også hunde der ikke fælder spreder allergener omkring sig i omgivelserne. Der er større forskelle inden for en race end imellem racer. Der kan således være stor variation mellem kuld søskende.

Man kan derfor ikke tale om at visse hunderacer er mere allergivenlige end andre, men individuelle hunde kan være mere eller mindre ”allergivenlige”.

Det, der er afgørende, er det enkelte menneskes reaktion på de 6 allergener. Menneskets reaktion er nemlig meget individuel, så det er derfor den enkelte kombination af hund og menneske, der er afgørende for om de kan fungere sammen eller om mennesket vil udvise en allergisk reaktion.

Der findes en test, som kan teste hund og ejer, den hedder Allergenius, som kan vise om den enkelte kombination mellem hund og menneske vil være problematisk i forhold til allergi. Man kan læse mere om denne test på dette link:

http://www.allergenius.se/vara-produkter/testkit. Produkterne er endnu ikke på markedet i Danmark.