Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Hovedparten af litteraturen om lagottoen er naturligvis på italiensk. Men der findes dog også noget på engelsk og tysk. Og en enkelt bog med klippevejledning på dansk.


Den grundlæggende bog om lagottoen er Giovanni Morsianis "Storie di Cani e Tartufai", 1996 (146 s.)

Morsiani er søn af Antonio Morsiani, en af den lille flok opdrættere, der grundlagde den italienske lagottoklub (CIL) i 1988 og hvis ihærdige arbejde fastlagde racestandarden, der blev godkendt af ENCI i Italien i 1991 og af FCI i 1995. Han er selv international dommer og lagotto-historiker.

Den er desværre fuldstændig uopdrivelig, både som ny og som antikvarisk. Men en del af teksten bruges af mange nationale lagottoklubber som historisk introduktion.

Italiensk her - engelsk her


Der har været forlydender om at Morsiani snart ville udgive en ny udgave på italiensk, fransk, spansk, engelsk og tysk. Men det ser ikke ud til at være sket endnu. Man burde kunne tilkendegive sin interesse her, men sidens link fungerer ikke!


Gilberto Grandi: "My Lagotto Romagnolo/Il Mio Lagotto Romagnolo", 2020 (65 s. engelsk/65 s. italiensk). Er en god og grundig bog, især om lagottoens historie og morfologi.

Grandi er en af den lille flok opdrættere, der med Quintino Toschi i spidsen grundlagde den italienske lagottoklub (CIL) i 1988 og hvis ihærdige arbejde fastlagde racestandarden, der blev godkendt af ENCI i Italien i 1991 og af FCI i 1995.

Kan f.eks. købes hos Katrien van Gemert


En tysksproget sværvægter er Denise Stalder & Angelo Pellegrini: "Lagotto Romagnolo & Trüffel" 3. op. 2018 (160 s.). Kan anbefales.

Bestilles direkte hos Denise Stalder


Også Katrien van Gemerts "Lagotto Romagnolo Grooming", 2020 (120 s.) kan stærkt anbefales.

Bestilles direkte hos Katrien van Gemert


Og så er der Helle Lauridsens "Lagotto klippevejledning", 2020, som kan købes her.


På engelsk findes "Lagotto Romagnolo Bible" af Mark Manfield, 2019 (261 s.). Det er en af de bedre engelsksprogede. En del af bogen handler dog ikke specielt om lagottoen, men er mere en almen guide til hvalpekøb og -opdragelse.


Renée Sporre-Willes var den første, som inporterede lagotti til Norden. Hun udgav "Lagotto Romagnolo - Italiens krullpälsade tryffelsökare" i 2009. Den er desværre ikke til at få fat på.


Og sandelig om ikke der også findes et par børnebøger om lagotti - på engelsk, skrevet af C. D. Watson: "I am a Truffle Dog" og "I am a Truffle Dog Too!".


Carsten Sebastian Henn, vinjournalist fra Köln, har skrevet 2 hundekrimier med en gammel lagotto, Giacomo, og en ung italiensk mynde, Niccollò som de centrale karakterer. "Tod und Trüffel" (333 s., List 2008) introducerer dem i en dramatisk handling i omegnen af Alba, som også involverer en ulveflok.


"Blut und Barolo" (345 s., List 2009) er Carsten Henns anden og meget spændende hundekrimi med Giaomo og Niccolò. Den foregår i Torino, hvor det berømte ligklæde er blevet stjålet. Alt ses fra hundenes synspunkt. Man møder et utal af forskellige hunde, og især den gamle lagottos og den unge myndes karakterer udvikles på fineste vis.