Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Dansk Lagotto Klubs - Sundheds- og eksteriørevent Jylland 12/9 - 2020

Så kom dagen for dette event i Jylland!

Foruden Dorthe Sveigaard, formand for DLK, Sanne Christensen, medlem af DLKs sundhedsudvalg og assistenthunden Cocco, var vi mødt 10 spændte lagotto-mennesker op til denne dag. Senere deltog også Helle Dan dommer for DKK gr. 8.

Dorthe startede med at byde os velkommen til sit hjem (tak for det) og fortalte lidt om klubben, og hvordan dagen skulle forløbe.

Derefter gik Sanne på scenen og fortalte lidt om sig selv, og hvorfor hun bl.a. interesserer sig så meget for hundens sundhed og opdræt. Sanne er selv uddannet dyrlæge og er derudover også opdrætter med mange års erfaring.

Herefter gennemgik Sanne ALT om hundeopdræt! 

Hvad det kræver at få sin lagotto godkendt til opdræt - DLK/DKK anbefalinger af diverse tests og så videre. Hvad det kræver at få hvalpe, tid og overskud, forberedelse, hvordan man vælger partner til sin hund, gode råd om selve parringen, drægtigheden, herpes, selve fødslen de første dage, fodring af hundemor, hvordan man præger sine hvalpe. Ja, vi fik en god og grundig gennemgang fra den første tanke om man overhovedet vil bruge sin hund til opdræt og til hvalpene er hos deres nye familier 8 uger efter fødsel (og lidt mere til :-)) 

Der kom en masse råd i baggagen og der blev stillet mange spørgsmål. Som det ofte sker i godt selskab, løb tiden en smule fra os og vi måtte fortsætte ind over frokostpausen.

Tak til Sanne for en godt foredrag der, for mig ihvertfald, afklarede en masse tanker jeg har haft vedr. hele processen ved opdræt.

Så fik vi besøg af Helle Dan, opdrætter og DKK dommer for grp. 8.

Helle startede med at rose Dansk Lagotto Klub for deres engagement. Så mange ildsjæle der arbejder for en forholdsvis lille race (antal registrerede i DK) er sjældent set.

Derefter fortalte Helle om sig selv sit arbejde som dommer og sit opdræt og udstillinger med sine egne hunde.

Helle gennemgik hundens anatomi, fortalte lidt om forskellige standard-anbefalinger for forskellige hunderacer. Lagottoens standard-anbefaling er ret enkel - i forhold til nogle der f.eks. kan have tre sider med forskellige mål osv. man som dommer skal forholde sig til når man skal dømme. 

Vi kom ind på bagbensvinkling, skuldervinkling, hvordan hunden skal se ud i bevægelse og når den står. Cocco kom op på bordet og blev brugt til at vise de forskellige vinkler - hun gjorde det så godt <3 

Vi talte om lagottoens historie og kendetegn, dens rustikke udseende, størrelse, pelsstruktur - og dens trøffelnæse. Lagotten skal syne kvadratisk - men dog lidt længere end den er høj.

Vi kom rundt om at udstille hund - trekantsdramaet mellem handler, dommer og hund.

Hvorfor dommere kan dømme den samme hund vidt forskelligt. Vejr og vind, ude og inde, koldt eller varmt, lyst eller mørkt - mange ting kan have indflydelse på både handler og hund ved en udstilling. Det gælder om at være beredt som handler. Vær opmærksom, høflig og imødekommende. Vælg din påklædning med omhu. :-) Afpas dit tempo efter din egen hunds tempo - ikke de andre.

Til sidst talte vi om forskellen på udstilling og eksteriør vurdering/bedømmelse.

En eksteriør-bedømmelse er en reel vurdering om den enkelte hund som sådan lever op til standarden. Er hunden racetypisk i sine detaljer og kan den indgå i avl. 

Dommeren skal (ligesom ved en udstilling) vurdere om hunden er harmonisk, se hunden i bevægelse, se tænderne/bid, måle hunden og mærke på hunden.

Tak til Helle for et spændende foredrag, som måske har givet nogle lagottoejere lyst til at blive en del af udstillingernes forunderlige verden? :-)

Dorthe stillede an til kaffe og kage - mums hjemmebag - tak :-)

Men nu kunne vi altså ikke lade hundene vente længere i bilerne. De måtte ud på den indhegnede græsplæne og hilse på hinanden - og vente på deres vurderinger.

Der var i alt 6 dejlige hunde der skulle vurderes - og alle fik et flot “JA” til at indgå i opdræt, så forhåbentlig kan vi snart se flere danske opdrættere af vores skønne hunde.

Tusind tak for endnu et godt arrangement og tak for husly til Dorthe.

Catja Rasmussen