Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Husk ved opdræt

Der er ikke noget dejligere end et kuld krøltoppe og mange lagottoejere har sikkert overvejet, om deres tæve skal være mor.

Men hvad kræver det egentligt at få et kuld hvalpe, og hvad skal man have styr på, inden man parrer sin tæve?

Her har vi lavet en kortfattet huskeliste til hjælp for jer, der leger med tanken om at opdrætte et kuld lagottohvalpe. Man kan søge meget mere information på Dansk Kennel Klubs hjemmeside eller på biblioteket.

Sundhed:

Gentest.

Begge forældre skal selvfølgelig være sunde og raske. Det vil sige, at de ikke bør lide af kroniske sygdomme. For lagottoen er der også nogle særlige sygdomme, som man ved kan være arvelige. Dem kan man genteste for ved hjælp af en blodprøve. Det drejer sig om:

Desuden findes der en pelsfejl hos lagottoen, som man også kan genteste for:

 

Man skal købe en rekvisition hos Dansk Kennel Klub, inden man får udtaget blodprøverne til gentesten. Når man alligevel skal have testet for juvenil epilepsi, så er det almindeligt blandt lagotto-opdrættere, at man samtidig får testet for Lagotto Storage Disease og Furnishing.

Man skal være opmærksom på, at hvis forældredyrene begge er fri for ovennævnte sygdomme eller pelsfejl, fordi deres forældre er fri, så vil dette fremgå af hundeweb.dk og i disse tilfælde behøver man ikke genteste forældrene.

Hofteledsdysplasi (HD).

Forældrene skal begge have deres hofter røntgenfotograferet. Dette kan tidligst gøres, når de er fyldt 12 måneder. Enkelte tæver kan få lidt løse led i forbindelse med løbetid og derfor anbefales det, at der ikke tages HD røntgenbilleder i perioden fra 1 måned før en løbetid indtil 1 måned efter en løbetid. Det skal nævnes at HD billederne skal tages på en bedøvet hund.

For at opnå en PLUS-stambog skal hofterne være fri for hofteledsdysplasi (læs mere på klubbens hjemmeside). Det vil sige, at deres hofter skal vurderes, som enten A- eller B-hofter. Vurderingen af HD billeder for Dansk Kennel Klub sker altid af dyrlæger på Københavns Universitet.

Husk også her at købe en rekvisition hos Dansk Kennel Klub, inden man bestiller tid hos dyrlægen til en røntgenundersøgelse.

Temperament:

Udover forældrehundenes fysiske sundhed er det også særdeles vigtigt at vurdere deres mentale sundhed. Man skal være opmærksom på, at forældrenes temperament er arveligt, så vælg forældre der er venlige, rolige og afbalancerede. Er forældrene sky eller meget nervøse, så er de ikke egnede til at blive brugt i opdrættet. Man skal altså forsøge at være objektiv, når man vurderer sin egen tæve, men også når man vælger den hanhund, som skal være far til hvalpene.

Herpes vaccination:

Mange hunde – både race- og blandingshunde – er inficeret med canine herpesvirus-1 (CHV-1) uden at have nogen symptomer. Hvis hvalpe smittes af deres mor med CHV-1, kan det derimod ofte ende med abort, dødfødte hvalpe eller hvalpe, der dør i løbet af den første uge. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at undgå, at hvalpene bliver smittet.

Man kan vælge at lade sin tæve vaccinere mod herpesinfektion. Vaccinen er også effektiv, selv om tæven eller hannen skulle være smittet med infektionen i forvejen.

Vaccinationen sker ad to omgange. Den første vaccine gives i perioden en uge før til en uge efter parring. Den anden vaccine gives til den drægtige tæve 1-2 uger før forventet fødsel.

Det er ikke et krav, at man vaccinerer imod herpes, men noget man bør tage med i sine overvejelser.

Stambogsføring:

Hvalpene skal stambogsføres i Dansk Kennel Klub og reglerne for dette kan læses på DKK's hjemmeside.

Fødsel:

Man skal have en velegnet fødekasse til sin tæve, som den skal tilvænnes til et par uger før fødslen. Den skal være stor nok til at tæven kan ligge helt udstrakt og man kan med fordel lave rundstokke i siderne, for at mindske risikoen for, at tæven klemmer sine hvalpe ihjel i de første uger. Det anbefales at søge faglitteratur om dette samt om, hvad man ellers bør have klar til fødslen.

Prægning af hvalpene:

Det er helt afgørende for hvalpenes udvikling, at man sørger for en rigtig god prægning og socialisering af de små hvalpe. De bør fødes og vokse op inde i familiens hjem, så de lærer de lyde og lugte at kende, som der er i et almindeligt hjem. De bør møde mange forskellige mennesker i forskellige aldre og køn. Alt skal foregå stille og roligt, så hvalpene får gode og positive oplevelser i massevis i deres rygsæk.

Denne del af opdrætterrollen er meget krævende og derfor anbefaler klubben, at man bruger meget tid på hvalpene i denne periode og man har god tid til de mange vigtige aktiviteter med hvalpene. 

Dansk Lagotto Klub ønsker al mulig held og lykke med hvalpeplanerne.