Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Trøfler i Danmark

Så skete det endelig

Trøffeltræningen gav pote.

Vi har trænet, drømt, trænet, læst, trænet og studeret i et hav af timer. Folk har rystet overbærende på hovedet, men altid med kommentaren "Det lyder godt nok spændende!".
Sammen med gode venner og trøffelkollegaer fra klubben kom vi i sidste uge hjem fra en helt fantastisk tur til Gotland med masser af trøffelfund. Det var lidt antiklimaks at lufte trøffelhunden i granskoven de efterfølgende dage.
I dag den 28. oktober pakkede jeg bilen, stak trøffeljernet i lommen og kørte til Aarhus. Destinationen var Marselisborgskovene. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at et par svampeentusiaster har registreret et par trøfler i skovene omkring Aarhus.

Bilen blev parkeret og Asti gjort klar til trøffelsøgning. De første fem minutter skulle tøsen lige krudte af. Hun fik kommandoen til at finde trøfler og luntede som altid stille og roligt rundt med næsen højt og lavt. Efter fem minutter kørte halen som et piskeris, næsen kom i jorden og bevægelsesmønsteret var ikke til at tage fejl af - hun var ved at lokalisere et eller andet. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det selvfølgelig bare var en muserede eller noget andet spændende hun kunne lugte.
Asti stoppede brat, borede næsen dybt i jorden og begge poter kørte som gravemaskiner. Det var næsten som at genopleve trøffelsøgningen på Gotland. Jeg knælede ned og begyndte at hjælpe hende med at grave og frem kom vores første danske trøffel. Det var helt vildt. Asti fik selvfølgelig en super belønning og masser af mys og kram. De første fem billeder blev helt ubrugelige, så meget rystede jeg på hånden, men det blev da til et par stykker.
De næste ti minutter søgte vi videre, og hun fandt to trøfler mere.
Desværre var klokken så meget at lyset forsvandt under de store træer.
Den 28. oktober 2019 er en dag jeg sent vil glemme...

Tre flotte trøfler. De dufter, og ser ud, som de trøfler vi fandt på Gotland.
60 gram samlet vægt.

Rune