Dansk Lagotto Klub

Specialraceklub for Lagotto Romagnolo under DKK

Fælleskaber, hundeoplevelser og læring

Lær din hund at være en høflig hund og deltag i ture og arrangementer med ligestillede hunde.

Ture og arrangementer er for erfarne såvel som uerfarne deltagere både blandt mennesker og hunde. For at give mulighed for gode lagottooplevelser gælder almen konduite som i resten af ”hundeverdenen”. Vi forventer, at alle tager ansvar for samspillet både for egne og andres hunde. På vores ture er det en god ide og helt ok at sige: ”Vil du tage din hund lidt i snor?”. Hvis du på forhånd ved, at din hund kan blive til besvær for andre, så overvej at vente med at deltagelse til næste gang.

Ved alle arrangementer er der en koordinator, som finder gode tursteder, planlægger ruten, modtager tilmeldinger og byder velkommen. Hvis du kender til et godt tursted eller har ideer til en aktivitet fx i dit lokalområde, håber vi, at du vil kontakte os.  Du kan måske blive den næste turkoordinater og være med til at præge turen efter dine ønsker. Vi tager os gerne af annoncering.  

Formålet med vores ture og arrangementer er at samle både hunde og mennesker og styrke fælleskabet om lagottoracen gennem socialt samvær, læring, inspiration, erfaringsudveksling og fælles glæde, som kan fremme det gode hundeliv. Med et medlemstal på ca. 500 i DLK kan der nemt blive behov for en hjælpende hånd, når vi mødes.   

Link: ”Når hunde mødes” (http://www.dyrefondet.dk/nyheder/vis.htm?nid=101) el. og ”Social stress” (http://www.dyrefondet.dk/nyheder/vis.htm?nid=121)


Invitation til Hundens Dag i Tivoli Friheden

Skønt det ikke er en speciel lagottobegivenhed vil Dansk Lagotto Klub gøre opmærksom på Hundens Dag i Tivoli Friheden. Måske kan vi få nogle til at repræsentere vores dejlige lagottoer?

Uformelt og hyggeligt

Hundens Dag er blevet en tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser det ud.

Hvad skal der ske på dagen?

Dagens program starter med en raceparade gennem haven, hvor hundene går inddelt i grupper. Der er en officiel racerepræsentant for hver race, men alle fremmødte hunde er velkomne til at gå med i paraden.

Efter raceparaden samles alle foran scenen, hvor der vil være ca. en times underholdning.

Herlige hunde fra hele verden

Årets tema på scenen, hvor DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, traditionen tro er vært, er: Herlige hunde fra hele verden.

Deltag i raceparaden

Der er en officiel repræsentant for hver race, som får en gratis entrebillet til Tivoli Friheden.
Stiller I som klub med flere hunde af samme race, er alle velkomne til at gå med i paraden.

Tilmelding

Tilmelding foregår via dette link: dkkhundensdag.dk/tivoli/register.php

Den 15. april åbner vi for tilmelding fra øvrige medlemmer på de racer, vi ikke har modtaget tilmeldinger fra via specialklubber.

Vil I hjælpe med at sprede budskabet?

Vi har brug for jeres hjælp til at få så mange forskellige racer med som muligt. I må meget gerne dele budskabet på jeres hjemmeside, facebooksider, i klubblade og lign.

Hvem kan deltage?

Eneste krav for at deltage er, at din hund har en DKK-stamtavle, at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund), samt at den kan gå i paraden med andre hunde af begge køn.

Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.